Udgivet af Lisbet Kiel Nielsen, man d. 16. nov 2015, kl. 09:04

Biskop Henrik Stubkjærs kondolance i forbindelse med terrorangrebet i Paris

Jeg udtrykker min dybeste medfølelse for de helt uskyldige dræbte, de sårede, der i disse timer kæmper for deres liv og for de pårørende til alle ofre for det modbydelige terrorangreb i Paris fredag aften og nat.
Nu er det vigtig at vi alle viser vores solidaritet med det franske folk. Ekstremistisk terror er helt uacceptabelt, og når den med sit syge verdensbillede hæfter sig på religion og fordrejer indholdet af religionen totalt er det ganske forfærdeligt. Som kirke må vi tage dybt afstand fra sådan en misbrug af religion, og vi må styrke vores arbejde på tværs af religioner for at bekæmpe ekstremismen og for at bekæmpe tilstrømningen til disse ekstreme kredse.

Terror og drab i Guds navn ligger fjernt fra det kristne evangelium, hvor vi tror på en Gud, som er kærlighed, og som går så vidt, at der tales om at kærligheden skal nå helt til fjenden.

Jeg vil opfordre til at der både nationalt og regionalt oprettes fora, hvor ledere i de store religioner kan mødes, og tage initiativer til at gøre op med ekstremismen. Og jeg vil opfordre regeringen til at forsøge at samle både civilsamfundsorganisationer, kirker og virksomheder for at skabe en fælles indsats.

Må Gud være med på de mange berørte, og give dem mod og styrke midt i sorgen og meningsløsheden

Henrik Stubkjær

Biskop over Viborg Stift

Bøn i anledning af terrorangrebet i Paris

”Gud, så skete det igen. / Vores skrøbelige verden er blevet ramt af død og ødelæggelse. / Det sker overalt i verden, at uskyldige rammes - igen og igen. / Nu er det sket tæt på os. / Det påvirker os, fordi vi kan se os selv i det. / Vi er som dem, der er blevet ramt, sårbare mennesker. / Vi bliver rystet, når vold og ødelæggelse kommer så tæt på. / Vi beder for alle, der er ramt: Ofre, familier, venner, politikere og samfundsborgere. / Hjælp dem igennem det uforståelige og ubærlige, som er sket. / Lad alle dem, der er ramte, møde et medmenneske, som kan hjælpe dem igennem lidelsen. / Send du mennesker til dem, som kan være nær, holde af og holde ud. / Hjælp os til at bevare fællesskabet som medmennesker på din jord. / Lad hverken rædslen eller hævnfølelsen få magten over vore sind og tanker. / Giv os styrke og mod til at stå op imod volden. / Hjælp os til at kæmpe for fred og tolerance, så vi bevarer os selv, og undgår at blive forrået i sind og handlinger. / Gør os til redskaber for din fred! / Amen” (Tekst: Helle Rørbæk Hørby)

Kategorier Nørre Snede - Hampen Sogne